Viden
//onsdag d. 30.08.17

Amazon Prime runder 80 millioner abonnenter

Del artiklen

Af Morten Suhr Hansen

I 2005 fik en medarbejder hos den amerikanske internet-gigant Amazon en forrygende idé:
Lad os lave et abonnement, hvor kunder hos Amazon, til gengæld for et fast årligt beløb, får gratis levering på alle de varer, som de køber hos Amazon. 
Topchef, Jeff Bezos, var begejstret for idéen og senere samme år gik abonnementstjenesten Amazon Prime i luften.

Amerikansk detailhandel har ikke været det samme siden, og for nylig kunne det amerikanske analysefirma Business Insider offentliggøre en analyse, der estimerer, at Amazon Prime nu har rundet 80 millioner abonnenter verden over. Om tallet er korrekt ved kun Amazon, som endnu ikke offentliggør deres abonnementstal. Derfor var Amazon Prime og succesen bag da også i mange år en velbevaret hemmelighed, men nu kan selv Amazon ikke længere skjule, hvor stor en succes, de har ramt.

Amazon Prime koster nu 99 USD årligt. Så 80 millioner abonnenter giver en abonnementsomsætning på op imod 8 mia. USD om året, svarende til mere end 50 mia. danske kroner. Men det er kun en del af det samlede billede, for virkeligheden er, at når først en kunde er blevet til abonnent hos Amazon, så bruger de væsentligt mere, end de gjorde før. For jo mere abonnenterne køber, jo mere får de ud af abonnementet.

Det fænomen kalder vi for ”De gyldne abonnementshåndjern”. Og dem har vi skrevet en strategirapport om. En rapport, der går bag om Amazon Prime og fortæller, hvad andre virksomheder kan lære af internetgiganten.
Måske kender du ikke Amazon Prime så godt endnu. Det hænger nok sammen med, at tjenesten endnu ikke er lanceret i Danmark – endnu!