fbpx
Viden
//mandag d. 30.10.17

Amazon Prime Video i stor markedssatsning i Danmark

Del artiklen

Af Julie Maria Schandorph

Selvom Amazon Prime Video lancerede i Danmark i december 2016, er det først nu, at vi ser en massiv markedsføringskampagne. Med reklamer ved togstationer, reklamefilm i TV og en kampagnepris på 2.99€, eller godt 25 danske kroner, de første seks måneder, er der kastet mange penge i at få danskerne til at skifte streamingtjeneste.

Men er det nok til at få danskerne til at opsige Netflix-abonnementet?

Netflix er danskernes foretrukne streamingtjeneste med hele 42% danske husstande som abonnenter. Netflix bruger hvert år mange millioner på at forbedre det tilgængelige indhold og på egenproduktioner, som har haft stor succes på verdensplan. Netflix tilbyder også et personaliseret udvalg til brugeren baseret på, hvad der har været streamet før, så indholdet altid falder i brugerens smag.

Amazon Prime minder om Netlix ved at have indhold til forskellige brugere i alle aldre, og tjenesten satser også på sine egne produktioner. Der hvor Amazon Prime skiller sig mest ud er på prisniveauet. Efter prøveperioden på seks måneder, lyder abonnementsprisen på 50 kr. om måneden, hvilket både slår Netflix’s billigste abonnement til 79 kr., men også HBO Nordic, Viaplay og C-More, der ligger på priser mellem 89-99 kr. om måneden.

Nye abonnenter skal dog tage i betragtning, at udvalget hos Amazon Prime er begrænset på grund af geografisk blokering, som gør, at meget af det amerikanske indhold ikke kan ses i Danmark.
Yderligere er der nogle platformsbegrænsninger, eftersom Amazon Prime ikke kan anvendes via Google Chromecast, lyder en af kritikpunkterne. Sidst, men ikke mindst, så mangler tjenesten også danske undertekster.

Ifølge deres Facebookside bliver der arbejdet på højttryk på at få danske undertekster klar til al indhold, men det kan undre, at man alligevel har valgt at gå ind på det danske marked velvidende, at man fra starten udelukker en stor del af kundegrundlaget?

Der har været en stor interesse omkring serien ”The Grand Tour” med de tidligere TopGear værter, så fra Amazon’s side har der været stor frygt for piratdownload og ulovlig streaming.
Strategien er at tiltrække abonnenter ved hjælp af serier som denne, og derfor blev Amazon hurtigt lanceret i over 200 lande. Men at gå ind på et marked forhastet og uden en lokal strategi, kan vise sig at være en dårlig forretning, da de manglende undertekster måske kan medføre tab af en stor del af den kundebase, man skulle til at bygge op. Det kan nemlig være svært at hive de tabte seere ind igen, hvis de føler, at de har fået en dårlig oplevelse med tjenesten og et produkt, som ikke levede op til forventningerne.

I Tyskland har tjenesten dog vist sig at have stor succes, og har dobbelt så mange brugere som Netflix. Amazon har tilpasset sig lokalt med tysk som hovedsprog, men har også lagt almindelige TV-kanaler som Eurosport og Discovery med i abonnementspakken.

Indtil videre ser det ud til, at der er plads til både Netflix og Amazon på det danske marked, men som med så mange andre streamingtjenester gælder princippet: Content is King, især hos danskerne, som er europamestre i at streame.

Det er interessant at se, at Amazon har fået øjnene op for det danske marked, eftersom den amerikanske internetgigant endnu ikke har åbnet en dansksproget version af deres e-handelstjeneste.

Hvis du har lyst til at prøve Amazon Prime Video til kampagnepris, kan du læse mere om det her.