fbpx
Viden
//torsdag d. 4.04.19

Apple-as-a-Service. Er teknologi-giganten kommet på nye tanker?

Del artiklen

Af Morten Suhr Hansen

Ved et storstilet event den 25. marts 2019 i Apple’s hovedkontor i Cupertino, Californien, løftede topchef, Tim Cook, vanen tro sløret for en række af de nyheder, som Apple-entusiaster og resten af verden kan forvente sig fra verdens førende teknologi-producent. Men for en gangs skyld var fokus ikke på en ny udgave af iPhone eller Apple Watch eller én af de mange andre produkter fra Apple. 

I stedet viste det velbesøgte event, at Apple nu for alvor er ved at transformere sig som virksomhed fra at levere produkter til at udbyde tjenester (kaldet ”services” i Apples egen terminologi). Ikke i form af gratis services, men i form af betalte abonnementstjenester, der i fremtiden skal koble Apple’s kunder meget tættere til virksomheden og for alvor tage kampen op mod andre teknologi-giganter som Amazon, Netflix og Spotify. 

Apple’s topchef, Tim Cook, indledte således præsentationen med ordene: ”Gennem årtier har Apple skabt produkter i verdensklasse og software i verdensklasse. Vi har også skabt services i verdensklasse, og i dag handler det om lige præcis disse”

Derefter tog Tim Cook og hans veloplagte medarbejdere, assisteret af verdensstjerner som Oprah Winfrey og Steven Spielberg, fat på præsentationen af tre helt nye abonnementstjenester, som bliver rullet ud det kommende halve år.  

Første skud på stammen bliver Apple News+, som er et helt nyt nyhedsmedie, der giver fuld adgang til flere end 300 magasiner (f.eks. National Geographic, Vogue og The New Yorker), en række digitale nyhedstjenester samt aviser som f.eks. LA Times og Wall Street Journal. Abonnementstjenesten kommer til at koste 9,99 USD og er allerede tilgængelig i USA og Canada og kommer til Europa til efteråret. 

Apple præsenterede også en helt ny abonnementstjeneste for computerspil kaldet Apple Arcade. Her får abonnenter adgang til en lang række helt nye og unikke computerspil på tværs af alle Apple’s produkter for en fast lav pris. Denne pris er endnu ukendt, men de fleste gæt ligger mellem 9,99 og 14,99 USD pr. måned. Apple Arcade får fra starten af flere end 100 forskellige spil, og hele spiluniverset er reklamefrit og uden de købsmuligheder direkte i spillet, som især børneforældre frygter og hader.        

Den største nyhed var dog uden tvivl, at Apple med en ny streamingtjeneste går i direkte konkurrence med Netflix og Amazon Prime. Apple TV+ bliver lanceret til efteråret samtidig i flere end 100 forskellige lande og må således også forventes lanceret i Danmark. Apple har fra start allieret sig med en række stærke Hollywood-personligheder. Instruktøren Steven Spielberg kommer til at stå bag indhold til Apple TV+, og Oprah Winfrey skal både lave dokumentarprogrammer og være vært for et nyt bogprogram. Prisen på Apple TV+ er endnu ikke offentliggjort.   

Fælles for alle Apples’ nye abonnementstjenester gælder i øvrigt, at de bliver tilgængelige for alle medlemmer af en husstand for én og samme pris. 

Som nævnt indledningsvis, så markerer præsentationen af de nye abonnementstjenester et markant skifte for Apple. Abonnementstjenester er ganske vist ikke helt nye for Apple, som med Apple Music allerede for flere år siden tog kampen op imod Spotify. Det nye er, at produkterne for første gang er skubbet i baggrunden, og at Apple går i markedet med tre helt nye abonnementstjenester på én gang. Formentlig har Apple indset, at verden ikke efterspørger flere produkter, og at færre og færre kunder ønsker sig en ny iPhone hvert år. I hvert fald er salget af Apple’s produkter stagneret, og aktiekursen er faldet markant det seneste halve år.

Apple håber derfor at skabe nye indtægtsstrømme fra deres services, når salget af produkter stagnerer. Men samtidig tror man på, at de nye abonnementstjenester kan koble kunderne tættere til Apple, og over tid gøre det sværere at skifte til andre produkter. Så Apple’s abonnementssatsning er ikke et skridt væk fra produkterne, men et forsøg på at koble produkter og services endnu tættere sammen. 

Meget er sket, siden en medarbejder foreslog Steve Jobs at skabe en abonnementstjeneste ud af de mange sange, der var tilgængelig digitalt via iTunes. Mesterens svar var helt køligt: ”Selv hvis Kristi Genkomst blev solgt i abonnement, ville det ikke kunne sælge”. Forhåbentlig for Apple viser det samme sig ikke at gælde for de tre nye abonnementstjenester.