Viden
//mandag d. 4.07.22

I fremtiden vil vi forbruge transport som en tjeneste – fleksibelt og helt uden ejerskab. Måske er fremtiden nu?

Del artiklen

Subscription POV #29

Af Morten Suhr Hansen

Den 30. juni var en lidt speciel dag for mig! Jeg har altid betragtet mig selv som ’bilejer’. Faktisk lige siden jeg i 1993 – som 21-årig – købte min første bil. Siden da har jeg aldrig været foruden en bil i min garage. I lange perioder har der endda stået to biler, og i et par år endda tre!

Det har ikke altid været biler, som jeg selv har ejet. Derfor ’bilejer’ i citationstegn. Nogle gange har jeg ejet. Nogle gange har jeg leaset. De senere år endda i helt fleksible ordninger, som har været egentlige abonnementer. Men jeg har altid kunne sætte mig ud i en bil om morgenen, hvis jeg skulle nogle steder hen.

Men nu skal det være slut. Så 30. juni afleverede jeg den hidtil sidste bil i garagen for at starte et nyt liv uden at være tynget af ’ejerskabet’ (eller lejen) af en fast bil.

Hvorfor, spørger du sikkert?

Fordi fremtiden tilhører en endnu mere fleksibel tilgang til transport på tværs af alle mulige forskellige transportformer. Mobility-as-a-Service kaldes fænomenet på nudansk, og det dækker altså over, at vi i fremtiden tilvælger transport når vi har brug for det, og betaler som vi forbruger det, helt uden at vi som forbrugere ’hænger’ på det fysiske aktiv.

Og måske er fremtiden her allerede nu. Det har jeg sat mig for at undersøge.

Mange tjenester er nødvendige for at skabe en sammenhængende transportløsning

I stedet for at eje en bil, eller leje eller abonnere på ét køretøj, så vil jeg fremover kombinere en række af de forskellige Mobility-as-a-Service, der allerede er på markedet nu. Her er et lille overblik over nogle af de tjenester, som jeg tænker bliver en del af mit fremtidige transportbehov:

I det daglige og midt i byen vil jeg naturligvis bruge min abonnementscykel fra Swapfiets. Tre hollandske unge mænd besluttede i 2014, at de ville skabe verdens største cykelabonnementstjeneste, og her otte år senere er tjenesten en stor succes i det meste af Europa. Foruden almindelige cykler, så er også el-cykler og el-løbehjul en mulighed, men jeg nøjes med den almindelige tohjulede med et blåt fordæk.

Når jeg en gang imellem skal bruge en bil, så vil jeg snuppe en delebil fra ShareNow eller Green Mobility. Det bliver nok oftere en bil fra Green Mobility, for her har jeg et abonnement. Begge tjenester tilbyder et abonnement, men Green Mobility er mest attraktiv. Her betaler man bare 49 kroner om måneden for adgang til rabatter og andre fordele, når man kører én af deres biler.

Har jeg, i en kortere periode, brug for en bil på lidt mere fast basis, så kan jeg altid kombinere med et abonnement hos Dribe. Her kan jeg få en bil helt ned til 30 dage ad gangen. Helt uden binding og andet bøvl.

Så skal jeg jo foruden de fire ovennævnte abonnementer også have adgang til Rejsekortet, Taxa 4×35, GoMore, og måske et par stykker mere.

På den måde kan jeg sammensætte min helt egen fleksible transport. Men helt gnidningsfrit er det jo alligevel ikke med alle de tjenester og adgange. Det må da kunne gøres smartere!

I Helsinki kan finnerne let komme omkring

Og ja, det kan faktisk gøres smartere. For tænk dig en fremtid, hvor ovenstående forskellige transportformer er koblet sammen i én Mobility-as-a-Service tjeneste og i ét abonnement! Kan man det? Ja, det har de faktisk gjort i Finland.

I den finske hovedstad Helsinki har vores finske venner siden 2015 nemlig kunne benytte tjenesten Whim som en one-stop-shop til næsten al tilgængelig transport. Tjenesten kombinerer al offentlig transport med billeje fra Sixt, taxi-kørsel og leje af bycykler og el-løbehjul. Så med Whim-appen downloadet er det muligt at bruge den til alle former for billetter og taxature samt bil- og cykelleje.

Som bruger af Whim, kan man naturligvis betale fra gang til gang, men det er også muligt at købe forskellige attraktive abonnementspakker, så man har helt styr på de månedlige transportomkostninger. Det mest simple abonnement koster ca. 500 kroner om måneden og giver adgang til al offentlig transport og til el-løbehjul samt til at købe billige taxature indenfor Helsinki. Men det er også muligt at gå all-in og, for godt 5.000 kroner om måneden, få adgang til stort set al ønskelig transport inkl. ubegrænset billeje.

Selskabet bag Whim er i øvrigt på vej ud i en række andre europæiske byer, og man kan kun håbe, at de eller andre fremsynede aktører er på vej med noget lignende i Danmark. For der kræves radikal nytænkning for at få endnu flere danskere til at droppe én eller flere af husstandens biler. Det vil være til gavn for forbrugerne i form af lavere omkostninger og højere fleksibilitet, men der ligger også en stor samfundsmæssig gevinst i mindre trængsel og bedre miljø.

Hvem kommer mon først med at skabe en mere fleksibel og omfattende Mobility-as-a-Service løsning til danskerne?

Læs mere Subscription POV her.