Viden
//tirsdag d. 22.01.19

Globale forbrugergiganter satser på abonnement

Del artiklen

Af Morten Suhr Hansen

Tre af verdens allerstørste virksomheder indenfor forbrugs- og fødevarer, Unilever, Procter & Gamble og Nestlé, satser i stigende grad på at nå deres forbrugere direkte med nye og innovative abonnementsløsninger. Det skriver nyhedsbureauet Reuters i en artikel, der samtidig lister en række af de nyeste tiltag fra de tre giganter. 

Den schweiziske fødevaregigant, Nestlé, har allerede en stor forretning mange steder i verden med Nespresso-kapsler i abonnement. Eksempelvis i England, hvor private husholdninger kan få deres kaffekapsler leveret fast.

For nylig har Nestlé lanceret et abonnementsprogram for helsedrikke i Japan og ReadyRefresh i USA, hvor abonnenter løbende får leveret vand på flasker. Nestlé planlægger også at ekspandere Tails.com – dyremad i abonnement – fra England og ind på andre europæiske markeder.

I USA satser Unilever stort på en lancering af personificerede hudplejeprodukter i abonnement under navnet Skinsei. At abonnement er højt på den strategiske prioritering for Unilever blev tydeligt, da virksomheden i 2016 gav mere end 1 milliard dollars for fremstormende Dollar Shave Club. 

Procter & Gamble, som er verdens største producent af personlige plejeprodukter, har samtidig udrullet sit eget barberbladsabonnement, Gillette on Demand, i en række lande for at tage kampen op mod Dollar Shave Club og andre lignende abonnementstjenester. 

Amerikanske Strategic Ressources Group anslår, at 10 procent af al online-handel i USA nu består af abonnementer, og væksten overstiger den øvrige online-handel, så andelen af abonnementer ventes at vokse betragteligt de kommende år. 

Årsagen til, at især de tre store giganter nu satser målrettet på abonnement, bunder i et stigende ønske hos producenter om at skabe en direkte salgskanal til deres kunder uden om de traditionelle retailers. Det er i høj grad et modtræk imod store giganter som især Amazon, der både presser priserne i bund og i stigende grad producerer og sælger deres egne private labels. Med abonnementssalg direct-to-consumers får producenterne bedre priser, højere indtjening og mere kontrol.

Amazon er i øvrigt selv en gigant på abonnementsmarkedet. Med programmet ”Subscribe & Save” har Amazons kunder muligheder for at sætte tusindvis af dagligdagsprodukter i fast levering. ”Subscribe & Save” vurderes af brancheeksperter til at være i særklasse og verdens største abonnementsforretning for fysiske produkter med en årlig omsætning på et stort milliardbeløb i dollars.  

Er lanceringen af nye abonnementsprodukter så en sikker vej til succes? På ingen måde, for udfordringen er at skabe en abonnementsløsning, der sikrer, at abonnenterne ikke enten løber tør for produktet eller får for meget leveret. Det kræver et forudsigeligt forbrug hos kunderne og tilpas fleksible løsninger, der let kan ændres løbende. Samtidig skal abonnementet gerne levere en ekstra oplevelse eller værdi for kunderne ud over selve produktet. Ellers er der risiko for, at kunderne hurtigt bliver trætte af abonnementet og vælger det fra igen. 

Men der er ingen tvivl om, at hvis de udfordringer kan løses, så er abonnementsmodellen virkelig interessant og attraktiv for både virksomheder og abonnenter. Det bliver spændende at se, hvornår de store danske producenter og retailersfor alvor begynder at levere produkter i abonnement. Kunderne er klar!