fbpx
Viden
//tirsdag d. 21.09.21

Norge er en abonnementsstormagt i vækst

Del artiklen

SUBSCRIPTION POV #13

Af Morten Suhr Hansen

De seneste uger har jeg arbejdet fra vores norske kontor i Oslo. Tilbage i 2018 startede vi Subscrybe op i Norge, og siden da er kontoret vokset og består nu af fire stærke konsulenter, som arbejder tæt sammen med konsulenterne i Danmark om at hjælpe større Skandinaviske virksomheder med at få succes indenfor abonnementsbevægelsen.

Under coronakrisen var samarbejdet begrænset til det virtuelle rum. Derfor har genåbningen i både Danmark og Norge været en kærkommen lejlighed for mig til at placere mig i Norge i en længere periode og arbejde tæt sammen med mine norske kollegaer om spændende projekter. Samtidig har det givet mig lejlighed til at komme tættere på Norge som abonnementsnation. Og det har været en spændende oplevelse, for der er ingen tvivl om, at den abonnementsbaserede forretningsmodel står særdeles stærkt i Norge. Nordmændene elsker deres abonnementer – simpelthen.

Norsk Flag

Det fik vi allerede en forsmag på, da vi gennemførte vores store undersøgelse af det Skandinaviske abonnementsmarked tidligere på året. Vores undersøgelse viste, at de norske husstande i gennemsnit har 18 abonnementer (de danske husstande har 17), og samtidig er væksten i abonnementer endnu stærkere i Norge end i Danmark. 64% af nordmændene angiver, at det har flere abonnementer nu end for fem år siden, og 31% tror, at de har endnu flere abonnementer fremover (mod kun 10%, der tror de vil have færre). Så abonnementsbevægelsen i Norge er kraftigt voksende.

Særligt på det digitale område er nordmændene helt i front. Digitale avisabonnementer og masser af streamingtjenester vælter ud gennem kablerne til de norske byer og bygder.

Det betyder også, at Norge har nogle meget succesfulde virksomheder indenfor abonnement, som er værd at fremhæve. Tidligere på året vakte det genlyd i store dele af det skandinaviske investeringsmiljø, da den norske virksomhed NutraQ, der står bag abonnementssuccesser som VitaePro og Oslo Skin Lab, blev solgt til Orkla for 3,1 milliarder norske kroner.

Også når det gælder medievirksomheder, ser vi nogle succeser, som er mere tydelige, end i de øvrige skandinaviske lande. Tag den norske medievirksomhed Schibsted som et eksempel. Schibsted har udgivet aviser som Aftenposten og Verdens Gang i mange, mange år, men indenfor det seneste tiår er antallet af digitale abonnenter skudt i vejret. VG+ er én af de helt store succeser. VG+ er det digitale abonnementsunivers på vg.no, og kan bedst sammenlignes med eb.dk i Danmark. Og abonnementsmåleren hos VG+ har nu rundet 240.000 betalende abonnenter. I et land, som har færre indbyggere end Danmark!

VG+ er ikke en ensom stjerne hos Schibsted. Aftenposten i Norge og Aftonbladet i Sverige, som også er ejet af Schibsted, oplever også voksende abonnementstal. Faktisk har Schibsted netop offentliggjort, at de totalt set har rundet 1.000.000 digitale abonnementer på tværs af deres forskellige medier. Hos Schibsted er den abonnementsbaserede forretningsmodel helt i centrum, når det gælder fremtidens innovation.

Til trods for disse succeser, er der dog også områder i Norge, hvor man halter bagefter udviklingen i eksempelvis Danmark og andre markeder. Abonnement på fysiske produkter er ikke for alvor slået igennem i det norske.

I Danmark er eksemplerne jo mange: Aarstiderne, Goodiebox, Barberklingen, Synoptik, Champagnekassen, Matas, Swapfiets … vi danskere er vant til, at vi kan abonnere på alle typer af produkter, både de helt billige dagligdagsprodukter og de langvarige forbrugsgoder. Sådan er det ikke i Norge, men interessen er stor. Ikke mindst hos forbrugerne. Min påstand er, at de norske forbrugere på dette punkt er længere fremme end virksomhederne. Efterspørgslen efter attraktive abonnementsløsninger er større end udbuddet. Her oplever jeg dele af det norske erhvervsliv være en smule konservative.

Men måske er det ved at vende! For nylig afholdt vi i Oslo et morgenseminar om detailhandel og abonnement med deltagelse af én vores danske kunder, Matas, som allerede er langt på deres abonnementsrejse. Store dele af den norske detailhandel var repræsenteret, så interessen er bestemt til stede. Mon ikke det udmønter sig i konkrete abonnementsprodukter inden alt for længe.

Samtidig åbner det også op for muligheder for danske abonnementsvirksomheder, som har lyst til at indtage det norske marked. Danske Goodiebox er allerede til stede med en succesfuld norsk operation, og jeg tror (og ved fra dialog med nogle af vores danske kunder), at vi den kommende tid vil se danske abonnementsvirksomheder, indenfor fysiske produkter, etablere sig i Norge.

Så forhåbentlig ser vi fremover de norske forbrugere få mulighed for at abonnere på måltidskasser, plejeprodukter, dagligvarer, briller og biler i samme grad som danske forbrugere. Så vil Norge cementere sin position som en virkelig abonnementsstormagt.