Viden
//torsdag d. 6.09.18

Nye kreative konsulentkræfter til Subscrybe

Del artiklen

Af Morten Suhr Hansen

Pr. 1. september kunne vi byde endnu en ny konsulent velkommen til vores team af Subscrybere, nemlig Tine Møller. Med erfaring fra den kreative branche skal hun blandt andet bidrage til udviklingen af vores innovationsprocesser og vores mål om at skabe endnu flere forbrugervarer på abonnement.

Tine har gennem seks år arbejdet som henholdsvis projektleder og rådgiver indenfor flere facetter af kommunikation, branding og design.

Allerede under specialeskrivningen på kandidatstudiet i Corporate Communication, begyndte hun sin karriere, der startede i PR og public affairs hos Burson-Marsteller.

Udover at forfine sine skrivetekniske færdigheder gennem et utal af pressemeddelelser var det også her, hun for første gang prøvede kræfter med medietræning og kommunikationsudvikling for både globale brands såvel som politiske organisationer.

I 2013 trådte hun ind i reklamebranchen hos bureauet Adtomic, hvor hun fik indgående erfaring med både foto- og filmproduktion, shopper marketing, kampagneudvikling, salgskommunikation og -træning, webdesign, samt positionering og brandstrategi både for B2B- og B2C-kunder.

Senest har hun slået sine folder hos McCann og Scandinavian Design Group, hvor hun har skærpet især sin strategiske forståelse og været helt inde i maskinrummet på store brands som Novo Nordisk, Schibsted og Mastercard. Dette bragte hende også otte måneder til Oslo – og ikke mindst noget nærmere sin store passion: innovation.

“I kommunikationsbranchen lærer man virkelig at sætte slutbrugeren først. Det lyder måske banalt, men man lærer virkelig at lytte – og forstå, at for at lykkes skal man ræsonnere og opfylde et reelt behov hos sin målgruppe. Ellers kommer din idé eller dit brand ikke til at flyve. I mit seneste job gik det op for mig, hvordan netop dét fokus også kan bruges til at skabe nye og bedre produkter og services. Bedre forretning. Og hvis man lytter efter lige nu er det ‘access not ownership’, der ræsonnerer hos den moderne forbruger. Det er her abonnementer og Subscrybe kommer ind i billedet,” fortæller Tine.

Med forbrugeren som sit ubestridte omdrejningspunkt, sin strategiske forståelse og erfaring med kreative processer, skal Tine især hjælpe vores kunder med at udvikle stærke og helt nye abonnementskoncepter.

Tine er født og opvokset i Thy. Med derfra har hun utvivlsomt sin store fascination og tilknytning til naturen og ikke mindst havet, som hun ynder at besøge så ofte, storbylivet tillader det. Måske er det også derfor, at hun denne sommer er faldet pladask for stand-up-paddling og har store ambitioner om at udvikle et banebrydende medlemskoncept på området.