Viden
//mandag d. 1.08.22

Rent The Runway – Fremtidens tøjforbrug

Del artiklen

Subscription Case #3

Af Niels Vestergaard

I denne udgave af Subscription Case, har jeg fundet en rigtig perle frem. Måske et af de mest modige, unikke og visionære abonnementstilbud, der findes i hele verden. Vi skal tale om et abonnementstilbud, som ikke blot giver adgang til produkter som normalt er uopnåelige, men som har potentialet til at skabe rammen for den måde vi kommer til at forbruge tøj i fremtiden.

Historien om Jennifer Fleiss, Jennifer Hyman og Rent The Runway er enormt fascinerende, særligt, fordi iværksætterne mødte meget af den samme modstand som Reed Hastings oplevede da et lille foretagende kaldet Netflix, skulle i luften – ’That will never work’. I dag er Rent The Runway omkring $2 milliarder dollars værd, og det selvom den verdenskendte designer Diane Von Fürstenberg intet ville have med det at gøre, da Jennifer Fleiss mødtes med hende for at bede om en indledende investering.

Konceptet er enkelt: Med et medlemskab kan du, hver måned, leje 4, 8 eller 16 kjoler, bluser, skjorter, bukser, håndtasker og solbriller fra absolutte topbrands som Bottega Veneta, Balenciaga, Gucci, Helmut Lang og mange andre. Tøjet sender du tilbage, når det er brugt og Rent The Runway står for fragt og vask.

Usership er fremtiden – Især indenfor luksusvarer

Ideen om det delte klædeskab er ikke ny, men hos RTR er det ikke adgangen til massevis af tøj, som du abonnerer på. Det er nemlig adgangen til produkter som du ellers ikke ville have mulighed for at gå i. Mange af de produkter som tjenesten tilbyder, koster nemlig oftest omkring 4000 kr. at købe, men med et medlemskab kan du eksempelvis pryde dig i en Marni kjole til 17.000 kr. med en månedlig betaling på lige under 700 kr. om måneden.

Og dette leder til min første pointe. Ideen ”fra ownership til usership” er aktuel i alle brancher. Men særligt i brancher med meget dyre produkter, er det en rigtig god ide. Vi ser lignende strømninger i optikerbranchen, i bilbranchen og endda indenfor hvidevarer.

Bevægelsen giver helt almindelige mennesker adgang til dyre produkter, som de er passionerede omkring eller som er nødvendige for deres hverdag. Og tøjet fra RTR bliver brugt langt mere end det ville, hvis det bare hang i et skab.

Netop dette er en kæmpe win-win, ikke blot for forbrugeren, men også for virksomheden, der får det mest mulige ud af produktet og derved også for miljøet, fordi der skal færre produkter i produktion, når vi kan deles om dem. Det er hvad vi hos Subscrybe kalder #peopleplanetprofit!

Sådan vender man et pain til et gain

Men det at bestille tøj på nettet stiller nogle udfordringer ift. størrelser og hvordan tøjet lige passer på den enkelte kropstype. Men også her er Rent The Runway klar med en løsning – og en ret blæret en af slagsen. Med funktionen ’Find your Fit’ bruger platformen kunstig intelligens, til at kategorisere kropstyper og størrelser. Og derudover er Rent The Runways unikke community med til at fortælle om deres oplevelse med produktet. Du kan altså få skræddersyede anbefalinger fra kvinder, som har den samme kropsform som dig.

Ikke blot har platformen løst dit problem ift. at finde det rigtige fit, de har vendt problemet til en oplevelse, hvor du får anbefalinger fra andre i fællesskabet. Det hele fungerer i appen og oplevelsen bliver en naturlig del af udvælgelsesprocessen. Alle anbefalinger kan rates, alt efter hvor brugbare de er, så du altid er sikker på at få den bedste anbefaling, fra en anden bruger.

Fællesskab omkring forbrug

Netop RTR’s community mener jeg er en af grundene til deres enorme succes. For man har kun et RTR-abonnement, hvis man er passioneret omkring designertøj. Og det er der (heldigvis for dem) mange der er. Så hos RTR abonnerer du ikke blot på high-end designertøj, men også på et fællesskab omkring forbrug af tøjet. Dette giver mening i en branche som er så gennemsyret af meninger, stilvalg, strømninger og trends. Forbrugerne har behov for at blive guidet, inspireret og informeret, så de fortløbende kan være up-to-date med det sidste nye.

Sustainability og convenience er noget forbrugerne reagerer på

På hjemmesiden kan du finde flere grunde til at abonnere end du har sokker og jo mere du dykker ned i konceptet, jo mere begynder de røde tråde at tone frem. En række kvinder fortæller om deres grund til at abonnere på RTR og her står særligt to abonnementsmetrikker frem:

“We all need to be making more responsible choices when it comes to protecting our environment. I’m proud to say I haven’t bought a single fast fashion item in 2 years thanks to my membership.” – Alle

“No more scrolling through online sites and wasting precious time doing loads of laundry over the weekend. I pick out my outfits from RTR in 2 minutes and don’t have to worry about cleaning it after!” – Page

Konceptet er altså ikke blot en løsning på dårlig klima-samvittighed, men det er faktisk også nemmere end at eje sit eget tøj – man slipper for tøjvask, opbevaring og pletfjerner. Og tænk sig at man kan redde miljøet OG få en nemmere hverdag – i mange tilfælde er det jo desværre lidt besværligt, det der med bæredygtighed.

Vi må vente tålmodigt

Den dårlige nyhed er, at Rent The Runway stadig kun opererer i USA. Og det er også forståeligt, med den mængde infrastruktur, der skal til for at køre et koncept som dette. Men hvor er det samtidig ærgerligt, for med et så modeorienteret koncept, er der grobund for masser af succes i Europa. Og 700 kr. om måneden er selvfølgelig ikke et billigt abonnement. Men når man lige tænker efter, så er det faktisk en fair pris for 4 stykker tøj fra allerøverste hylde. 8 stykker koster i øvrigt 1050 kr. og for 1714 kr. får du hele 16 stykker tøj, hvis du er typen der skal til galleriåbninger og gallafester et par gange om måneden.

Og så er konceptet fortsat forbeholdt kvinder. Og det er lidt ærgerligt, for jeg kunne sagtens se dette fungere på samme måde for mænd. Men tålmodigt må vi vente.

Læs mere Subscription Case her