Viden
//tirsdag d. 11.10.22

Lær af de bedste: Hvad gør HUEL, Strava og Masterclass til nogle af de abonnementsvirksomheder, du bør holde øje med?

Del artiklen

Af Morten Suhr Hansen

For at kunne identificere de største abonnementstrends indenfor abonnementsbevægelsen, er vi hos Subscrybe altid opmærksomme på de dygtigste abonnementsforretninger i verden. For ved at nærstudere disse, så får man ofte et indblik i, hvilke elementer, der kan være med til at skabe en succesfuld relation mellem virksomheden og deres kunder og dermed være grobund for en stærk forretning.

Min kollega, Niels Vestergaard, har netop udgivet vores 2022 Subscription Case Report, hvor han dykker ned i 10 succesfulde abonnementsvirksomheder fra hele verden og prøver at analysere sig frem til (nogle af) årsagerne til deres succes.

I Subscription Case Report finder du cases, som er velkendte for de fleste danskere og som eksempelvis omfatter Spotify, Goodiebox og HelloFresh, men der er også virksomheder, som er mindre kendte i Danmark. Dem vil jeg forsøge at dykke lidt ned i her.

Huel arbejder systematisk på at skabe den gode kundeoplevelse helt fra start

Britiske Huel hjælper sine kunder med nærende måltidserstatninger, ofte i pulverform. I modsætning til sine konkurrenter, fokuserer Huel på at lave måltidserstatninger med fokus på naturlige, veganske ingredienser og tilbyder proteindrikke, proteinbarer og pulvermåltider. Virksomheden anvender mange af de abonnementsmetrikker, som kendetegner den ‘3.0’ tilgang, der definerer markedet i dag.

For eksempel tilbyder Huel sine kunder et abonnement, som er fuldstændigt ’tailormade’. De tillader nemlig abonnenter, at de kan skræddersy deres egen kombination af produkter. Samtidig arbejder de stærkt med den gode onboarding-oplevelse for abonnenterne. En velkomstpakke fyldt med relevante produkter og hjælpemidler starter abonnementsrejsen op og sikrer dermed en øjeblikkelig tilfredsstillelse for nye abonnenter. Noget, der helt sikkert har betydning for den langsigtede fastholdelse af kunder.

Strava er verdens største fællesskab for motionister og sportsudøvere

Vi bliver i sundhedsverdenen når vi som næste case kaster os over amerikanske Strava. Det er nok den af mine eksempler, som er bedst kendt i Danmark. Der er helt sikkert mange danske motionister og elitesportsudøvere blandt Stravas mere end 75 millioner abonnenter.

Strava er grundlæggende en tracking-app, der kan holde styr på alle dine træninger, stort set uanset hvilken sportsgren, du har kastet dig over. Men det er samtidig et community, hvor du kan føle et stærkt fællesskab med andre, der træner. Det kan være private venner, som du følger på Strava, men det kan også være fællesskabet med de millioner af andre brugere på tjenesten.

Et andet stærkt element i Stravas succes er den udtalte brug af ’gamification’. Strava arbejder systematisk på at få sine brugere til at træne mest muligt – og dermed bruge tjenesten mest muligt – ved at belønne og promovere ’high-scores’, og trofæer til sine brugere.

Hos Masterclass kan du lære af de største legender

Amerikanske Masterclass er forløberen for den i Danmark mere kendte tjeneste, Mesterlære. Hos Masterclass kan du lære af de bedste i velredigerede streamingforløb. Gordon Ramsay kan lære dig at blive en bedre kok, Garry Kasparov kan forbedre dit skakspil og John Legend kan lære dig om sangskrivning.

Masterclass har en aura af eksklusivitet over sig, og den tager udgangspunkt i den selvudviklingstrend, som er en del af tiden, og hvor vi hele tiden søger at blive de bedste ved at lære af de bedste.

Som streamingservice er Masterclass stadig meget niche-baseret. Men denne case viser os, at man sagtens kan gøre et nicheprodukt til en succesfuld case, hvis man skaber en eksklusiv klub med indhold af høj kvalitet.

Heldigvis byder abonnementsverdenen hele tiden på nye interessante cases. Jeg håber, du har lyst til at dykke ned i rapporten her. Og jeg håber endnu mere, at du vil sende mig eller Niels et tip, hvis du støder på andre interessante abonnements-cases, som vi kan lære af.

God læselyst.